Taburet – hånddrejet i massivt træ

Taburet drejet i massivt træ. Dansk design og håndværkTaburet i træ i almindelig siddehøjde med mange forskellige anvendelsesmuligheder. For eksempel som køkkenstol, ved arbejdsbordet, som ekstra stol i spisestuen, som siddeplads i entreen osv.
Tegnet til at kunne klare daglig og vedholdende brug i rigtig mange år.

Pris for taburet i elm og ask, oliebehandlet: 3.800 kr.
Pris for taburet i ren, lys ask, sæbehandlet: 3.800 kr.
Pris for sort taburet i ask, sortpigmenteret linolie: 3.900 kr.
Se dem og bestil dem i vores Webshop

Pris for andre udgaver på forespørgsel.

Mål: Højde 45 cm, Længde 42 cm, Bredde 42 cm, Diameter på sædet : 34,5 cm.
Varenummer: TING 100
Produktions- og leveringstid: Op til 8 uger. Vi har lige et par stykker på lager, som kan bestilles i webshoppen.

Beskrivelse – en meget anvendelig taburet i træ:

Denne taburet er både enkel i sit udtryk og formgivningsmæssigt udført med en høj grad af raffinement.
Vi har i form og udførsel tilstræbt en lang produktlevetid. Vi har valgt en stærk, simpel konstruktion med gennemgående tapper med kilelås og anvender sæbe- eller linoliebehandlet massivt træ, der ikke skæmmes af daglig brug.

Ved at give sædet en let konveks overflade har vi tilstræbt en ergonomisk åben siddestilling med stor bevægelsesfrihed, der gerne skulle resultere i flest mulige anvendelsesmuligheder. F.eks. som køkkenstol ved spisepladsen i det lille køkken, ved arbejdsbordet, som ekstra stol i spisestuen, siddeplads i entreen osv.

Hulningen under sædet og hullet i midten tjener flere formål : At gøre taburetten nem og velafbalanceret at flytte rundt med éen hånd, samt at hindre revnedannelse i sædets forholdsvis store massive træstykke.

Materialer – vi kan levere din taburet i forskellige træsorter og overflader:

Helt traditionelt kan man vælge at udføre sædet i den rødlige elm og benene i ask som på de første tre billeder. På de følgende billeder er taburetten udført i ren ask, fordi det er smukt og stærkt.

Endelig viser vi her en sort udgave, som er drejet i ask og overfladebehandlet med sortpigmenteret linolie. Det er en stærk og smuk overflade, hvor asketræets fine åretegninger tydelig træder frem.

Valg af træsorter:

Elm var tidligere og med god grund det traditionelle materiale til sædeplader på stole, taburetter og skamler. Fordi elm er meget utilbøjeligt til at flække, når først det er gennemtørt. Ask vil med sin sejghed give den helt rigtige type styrke til benene. De to træsorter klæder også hinanden godt, men begge er ved at blive en mangelvare i Europa på grund af først elmesygen og senere stødte askesygen til.

Et oplagt alternativ kunne være egetræ, der både har sit karakteristiske udseende og sin høje styrke og holdbarhed med sig. En skammel som denne kan holde i mange generationer, udført i ren eg.

Nogen vil måske hellere have et lidt roligere udseende, end teksturen i elm, ask eller eg giver. Taburetten får et næsten forfinet udtryk, når den er udført i ahorn med dets lyse og tætte silkeagtige overflade. Ahorn får med tiden en smuk gylden glød.

Endnu et oplagt valg kunne være bøg, som jo i svundne tider var det mest anvendte møbeltræ i Danmark. Bøg er meget levende (det kaster sig nemt), specielt under forhold med skiftende luftfugtighed. Men er der noget møbel, der egner sig til at blive udført i bøg, vil det være et som taburetten her. De buede og runde former er forholdsvist visuelt tolerante overfor småkastninger i træemnerne.

Overordnet set, vil taburetten gøre sig godt i langt de fleste typer hårdttræ, som kan skaffes i tilstrækkelige dimensioner. Blødere træsorter, nåletræ og lignende vil være mindre velegnede, for taburetten er tegnet til at blive slidt dagligt og vedholdende.